Micro hold DM i Nęstved

7. oktober 2009

Lørdag d. 3/10 var Næstved vært for årets sidste løb, nemlig Micro hold DM. Næstved havde som altid styr på sagerne, de havde bare lavet én stor fejl - og det var at lade Guldhammer stå for bestilling af vejret. De fleste gange i 2009 har meterologerne taget grundigt fejl, hvor dystre udsigter blev til gode dage. D. 3. oktober i Næstved ramte forudsigelserne plet og det blev vejrmæssigt den værste dag i mands minde!

Frederiksborg Amts Motorklub (FAM) var i den gunstige situation, at kunne stille med hele fem DM klub hold, hvilket vidner om successen det har været for klubben. Klubben satte en vision for et par år siden om, at skabe Danmarks bedste microbane og dermed Danmarks bedste micro klub uden sidestykke.








Det at skabe en bane der er fremkommelig for de mindste, men samtidigt meget krævende for de bedste, har virkelig givet pote. Både børn og forældre føler sig ikke særlig tiltrukket af at rykke væk fra klubben. I FAM er der meget stor bredde og uden bredde ingen elite. Potentialet i klubben har været stort i 2009. DM guld og sølv i B80, bronze i B50, SM guld og sølv i B80, sølv i B50. Fælles for alle medaljetagerne er, at de bliver serveret videre i systemet, velforberedte med god grundteknik og klar til at tage udfordringerne op på større cykler og baner.

Lykkeligt er for klubben, at selv om der ”tømmes” af i toppen af B-kørere, så er der rigeligt af potentiale for medaljehøst i 2010/11. Der er en række lovende kører (og forældre), der allerede har B-licens i en tidlig alder og alle har bevist de har hastighed. Det drejer sig bl.a. om #154 og 155 Mathias- og Frederik Witt, #888 Oscar Hartvigsen, #295 Martin Hyllested, #147 Tobias Nielsen og #555 Simon Gulobov - samt et flor af kører i C-klasserne!




Tilbage til den regnfulde dag i Næstved, hvor regnen stod ned i stænger og stævneleder Guldhammer gjorde sit yderste for at få alle gennem dagen på bedste vis, valgte Guldhammer at droppe tidskval for alle og efter træning, at klippe en bakke af for alle C-kørerne. Helt fantastisk var NMK’s nye vaskeplads, uden den havde det ikke været muligt at gennemføre dagen.

FAM´s 1st. hold bestående af Caspar- og Lucas Ankjær, begge JØ Polini Racing, kom dog ind efter træning og meldte til holdlederen, at de syntes at banen var alletiders, så opsang op pep talk var ikke rigtigt nødvendigt, når kørerne havde den indstilling. Spændende skulle det dog nok blive i løbene, hvor både 50ccm og 65ccm klasserne skulle køre samtidig og der derfor ville blive rigeligt med trafik ude på banen. Idéen med hold DM er, at det gælder om at ende med færreste point og en førsteplads giver derfor blot ét point.






Lucas kørte som om der ingen mudder og regn var, ikke en eneste gang på dagen måtte han af i mudderet og han afsluttede sin MX micro karriere i bedste stil med tre heat sejre. Caspar, og nøglen til den samlede DM guld medalje, viste at han uden tvivl var den bedste 50ccm makker man kunne have ønsket sig. Han kom i mål som henholdvis nummer 7, 6 og 8. DM guldet var i hus med kun 16 point og hele 10 ned til Køge på 2. pladsen, 13 ned til Silkeborg på 3. pladsen og Hedeland på 4. pladsen med 35 point.

FAM´s Oliver Stougaard viste også resten, at han har styr på på raceren, selv under ekstremt svære forhold. Han kørte tre 2. pladser ind, hvilket var meget imponerende. 50ccm makkeren Tobias Nielsen kæmpede noget med elementerne, men han er også en af talenterne der har tiden for sig. De blev nr. 5. Begge kørere er fra NR Racing team. FAM tog sig herefter af 6. pladsen med Martin Hyllested og Mikkel Jørgensen, 7. pladsen tog brødrene Witt og på 8. pladsen kom Oscar Hartvigsen og Simon Gulobov.